Advertisement
David Francey er en af Canadas bedste sangskrivere. Han har gæstet Tønder Festivalen flere gange, senest i 2012 og har også turneret i Danmark.Det er første gang han besøger Roots Aarhus, og vi glæder os helt vildt til at byde ham velkommen. David bliver denne aften akkompageneret af en guitarist.
David Francey er født i Skotland men flyttede som barn med sine forældre til Canada. Oprindelig var han tømrer, og han gjorde først sin entré på musikscenen i en sen alder - han har dog ikke spildt tiden: Tolv albums er det indtil videre blevet til, fire gange har han vundet Canadas fornemste musik pris, JUNO award (senest i 2024 for albummet The Breath Between), fire gange har han fået en Canadian Folk Music Award, og i 2008 fik han den prestigefyldte SOCAN Folk Music Award - bare for at nævne nogle af de mange officielle anerkendelser, han har hentet. Men priser eller ej - først og fremmest, så skriver han dog nogle fantastiske sange, der går rent hjem hos de fleste.
Som avisdreng i Ayrshire i Skotland fik han en forsmag på arbejdslivet. Han slugte avisens nyheder med stor appetit og grundlagde en livslang interesse for politik og verdens begivenheder, mens han udviklede den sociale bevidsthed, der danner baggrunden i hans sange.
Da han var 12 år emigrerede han og hans familie til Toronto i Canada. De mange familieudflugter i det sydlige Ontario - med flerstemmig sang i bilen - gav ham en kærlighed til landskaberne, historien og menneskerne i hans adopterede hjemland.
De tætte bånd til Canada og den almindelige canadier voksede gennem Davids blaffeture på tværs af landet, arbejdet på Torontos rangerbanegårde, i Yukons bush og på byggepladserne i Quebecs Eastern Townships. Denne tilknytning skinner i gennem i hans sange om jernbanelinjerne, gårdene og søvejen langs St. Lawrence River.
På scenen er David Francey både sanger og historiefortæller. Han er en mand, der udstråler ærlighed og varme, og hans skæve humor og skarpe iagttagelser kombineret med hans åbenhjertige sangstil har vundet mange loyale fans.
Roots Aarhus ser frem til at præsentere denne intimkoncert for jer i de hyggelige omgivelser på Teater Refleksion.
Hvis du har været til koncert hos Roots Aarhus før, ved du at Refleksions stemningsfulde lokaler i Frederiksgade tilføjer musikken en ekstra dimension af intimitet og nærvær. Koncerten med er oplagt at afholde netop her, da vi forventer at aftenen bliver intens og smuk. Stært begrænset antal pladser, så køb billetten i god tid.
Koncerten afholdes på Teater Refleksion: Frederiksgade 72b, 1sal. Aarhus C, 8000 Danmark
I døren tager vi kun imod MobilePay.
Billetter kan købes i døren. Hold dog øje med udsolgt her på siden.
Der kan købes øl, vin og vand til koncerten.
Tilgængelighed: hvis du er dårligt gående eller i kørestol, findes der en lift i gården. Skriv til os, så hjælper vi med adgang på dagen.
Koncerten er støttet af Aarhus Kommune og af Statens Kunstfond. Vi takker for støtten!
Advertisement
Event venue
Teater Refleksion, Frederiksgade 72B, 1.,Aarhus, Denmark, Arhus
Tickets