W! Weekendavisens festival

Sat, 21 Sep, 2024 at 09:00 am to Sun, 22 Sep, 2024 at 03:00 pm

Pilestræde 34, 1112 København K, Danmark | Copenhagen

Weekendavisen
Publisher/HostWeekendavisen
W! Weekendavisens festival Kom til W! Weekendavisens festival på toppen af Pilestræde, når Weekendavisen endnu en gang slår dørene op, den 21. og 22. september 2024.
Oplev en perlerække af debatter om kultur, litteratur, politik og videnskab, når Weekendavisen folder sektionerne ud og inviterer Dem helt ind i maskinrummet. Læsere og skribenter mødes, horisonter udvides, og fordomme nedbrydes, når vi over weekenden bliver klogere på tiden, på hinanden og på os selv.
Du kan tage på W! med en partout- eller endagsbillet. ­Uanset hvilken billettype du vælger, er det muligt at få den pågældende billet med rabat, såfremt du er abonnent på Weekendavisen.
Mød blandt andre chefredaktør Martin Krasnik i samtale med Paprika Steen, Nikolaj Scherfig og Peter Hummelgaard om USAs fremtid. Tag med Sarah von Essen og Ulrik Langen på rundtur i København, bliv klogere på den danske madscene med Martin Kongstad, nyd et glas champagne over et spil banko med Poul Pilgaard Johnsen, og bliv betaget af fænomenet Leonard Bernsteins liv og musikkatalog sammen med Frederik Cilius og Synne Rifbjerg.

PROGRAM
Lørdag den 21. september 2024:
Konferencier for dagen: Chefredaktør Martin Krasnik.

Kl. 09.00-10.00 Vågn op med Weekendavisen
Start dagen med en nybagt croissant, en kop friskbrygget kaffe og ugens Weekendavis. Vi åbner dørene én time før første programpunkt, så De kan få en perfekt start på dagen.
Kl. 10.00-10.55 Amerikanske drømmere
Chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik afviser fortællingen om Amerikas fald og den dystopiske splittelse. Han tror på, at USA skal gå så grueligt meget ondt igennem, før det kommer klogere, bedre og stærkere ud på den anden side. For USAs historie ender godt, ligesom i hollywoodfilmene. Derfor skal vi tale om alt det ved USA, der stadig inspirerer og fascinerer os, og som skuffer os, når det fejler. Martin Krasnik har inviteret Paprika Steen, Peter Hummelgaard og Nikolaj Scherfig til en samtale om det land, de elsker trods alt.
Kl. 11.00-11.30 Weekendavisen leverer verden
I et uhøjtideligt format, der søger en uforbeholden sandhed, inviterer Weekendavisens skribent og debattør Søren K. Villemoes udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek til sammen med ham at udfolde ugens avis.
Kl. 11.45-12.25 Avistid med Hans & Arne
Verden har brug for mere nysgerrighed, åbenhed og frisind. I liveudgaven af Avistid udfordrer Martin Krasnik tidens vigtigste politiske historier – og Hans Mortensen og Arne Hardis.
Kl. 12.30-13.15 (Nyt) Nordisk Køkken
I 2004 startede Det Nordiske Køkkenmanifest en regulær køkkenrevolution, der for alvor satte dansk gastronomi på verdenskortet. I anledning af 20-års jubilæet taler Weekendavisens egen madanmelder Martin Kongstad med kokken og medstifteren af noma Claus Meyer om tiden omkring restaurantens tilblivelse, etableringen af manifestet bag Nyt Nordisk Køkken, og hvor dansk gastronomi bevæger sig hen.
​Kl. 13.15-14.15 Hvad siger De? ​
Vi vækker kultursiderne til live, når Weekendavisens satiretegner og tegneserieskaber Christoffer Zieler tegner ugens Hvad siger De? live på scenen.
Kl. 14.15-15.00 Annonceres snart!

Kl. 15.15-16.05 Sexløs samtid?
Danskerne har mindre sex end tidligere. Nogle siger, at vi er blevet puritanske, andre at vi lever i en gennemseksualiseret kultur, som giver præstationsangst. Vær med til at diskutere frem og tilbage, hvad der er op og ned, når brevkasseredaktør Anne Sophia Hermansen tager imod spørgsmål fra publikum og konfronterer Anna Libak og Kristoffer Eriknauer med dem.
Kl. 16.10-16.45 Bobler & Banko
Avisens egen vin-connaisseur Poul Pilgaard Johnsen har hele sit voksne liv været på jagt efter de store øjeblikke, et menneske kan få med de ædle dråber. Hør ham fortælle om champagnens euforiserende effekt, nyd det første glas på vores regning, og så spiller vi ellers banko!
Vi spiller et enkelt spil med en række, to rækker og fuld plade. Præmierne er tørstslukkende og fra Pouls egen import, og der er selvfølgelig sidegevinster.
Kl. 17.30-18.30 Lys i mørke
København er i dag, ved mørkets frembrud, badet i et lyshav fra tusinder af lyskilder, der kaster glans over gader og stræder. Over de seneste 500 år er der blevet tændt lys i mørket, og under gaslyset og elektricitetens stråler har københavnernes døgnrytme forvandlet sig.
Bliv klogere på alt fra syngende vægtere og gamle tranlamper til natarbejde og raves på Islands Brygge, når Weekendavisens egne hushistorikere Sarah von Essen og Ulrik Langen kaster lys over selv de mørkeste fortællinger.
Kl. 20.00-21.00 Cilius' Bernstein
Den amerikanske komponist, pianist og dirigent Leonard Bernstein er Frederik Cilius' helt store idol. Akkompagneret af Weekendavisens kulturskribent Synne Rifbjerg tegner de et portræt af multigeniet, der udfoldede sig på alle musikkens områder.
Kl. 21.00-22.00 Tak for i aften

Søndag den 22. september 2024:
Konferencier for dagen: Kulturredaktør Kathrine Tschemerinsky.

Kl. 09.00-10.00 Vågn op med Weekendavisen
Start dagen med en nybagt croissant, en kop friskbrygget kaffe og ugens Weekendavis. Vi åbner dørene én time før første programpunkt, så De kan få en perfekt start på dagen.
Kl. 10.00-10.30 Rend mig i stroferne
Er det ikke bare livsbekræftende at synge sammen? Nej, svarer hver femte dansker og avisens egen skribent og antisanger Aske Munck. De hader fællessang! Litteraturredaktør og fællessangsdyrker David Turner står uforstående tilbage.
Gunver Lystbæk byder op til sang og sætter spørgsmålstegn ved den fællessangskultur, der huserer i Danmark – på godt og ondt.
Kl. 10.35-11.20 Engle uden dæmoner
​Vores anmeldere har bemærket, at der er begyndt at dukke påfaldende mange engle op i den unge danske litteratur, Weekendavisens litteraturredaktør, David Turner, undersøger sammen med Sebastian Nathan, Christel Wiinblad og Signe Gjessing, hvad det handler om.​
Kl. 11.35-12.20 Naja Marie Aidt
Weekendavisens Anna Raaby Ravn taler med forfatter Naja Marie Aidt om det, der kommer efter døden, om at afslutte et forfatter­skab og om at påbegynde et nyt med hendes seneste roman, 'Øvelser i mørke'.
Kl. 12. 25-12.55 Hvad i alverden er der galt med Frankrig?
​Hvordan er det lykkedes Frankrig at gå fra nærmest euforisk macronisme til en pludselig flugt mod de politiske yderfløje? Hvor er Frankrig nu? Hvor ender det? Og kan man overhovedet regere et land med 246 forskellige oste? Det forsøger Weekendavisens Aske Munck at gøre os klogere på. ​
Kl. 13.00-13.15 Hvad siger De? Afstemning.
Hvem kan skrive den mest spidsfindige, underfundige eller simpelthen bare den sjoveste replik til ugens Hvad siger De?-tegning?
Vi har udvalgt de tre bedste bud og beder nu publikum om at stemme på den bedste af de bedste. Vinderen kan tage en signeret kopi af tegningen med hjem, som kan indrammes og hænges op på væggen til evigt minde om dengang, De sagde noget sjovt.
Kl. 13.45-14.30 Ali Abbasi​
Mød den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi, der står bag det omdiskuterede Trump-portræt 'The Apprentice', når kulturredaktør Kathrine Tschemerinsky interviewer ham live på scenen.
Kl. 14.30-15.15 Avistid
Oplev lyden af Weekendavisen, når Avistids tre nye værter, Anna Libak, Christian Bennike og Nikolaj Arve, vender ugens mest presserende problemstillinger.


Dyk ned i det fulde program på Weekendavisen.dk/event, og find den billettype, der passer til Dem.

Event Venue

Pilestræde 34, 1112 København K, Danmark, Pilestræde 34, 1112 København K, Danmark,Copenhagen, Copenhagen , Denmark

Tickets

Discover more events by tags:

Festivals in Copenhagen Raves in Copenhagen

Sharing is Caring: