Søndag d. 7. juni slipper vi vild musikfest løs i den grønne oase – BaneGaarden. Oplev Ars Nova Copenhagen med en underskøn vokalkoncert om naturens stemmer. Derefter spirende indiepop ved Drømmer Om kl. 15 og vildtvoksende orgelfest kl. 16 med The Orgelheimers.
▼▼▼
Entré: GRATIS ADGANG
Musikfest: kl. 14:00 – 18:00
Venue: BANEGAARDEN
▲▲▲
ARS NOVA COPENHAGEN / Koncert kl. 14:00
Venue: BANEGAARDEN / Lade nr. 608.
VERIDITAS - Naturens stemmer
Hvad vil det sige at lytte til den levende verden? Koncertens titel refererer til et begreb, skabt af middelaldermystikeren Hildegard von Bingen, for hvem viriditas beskrev den grønne, livgivende kraft, som strømmer gennem planter, mennesker, musik og ånd — den stille energi af vækst, fornyelse og forbundethed, der forener skaberværket.
Glæd dig her til en søndag med plads til både eftertanke og nydelse, hvor vi gennem musikken genforbinder os med den grønne puls, som løber gennem verden, det hele kraftfuldt formidlet af Ars Novas sangere og chefdirigent Sofi Jeannin.
Koncerten sammenvæver musik fra otte århundreder og lader middelaldermystikeren Hildegard von Bingen og Thomas Tallis møde komponister fra vores egen tid. Fuglesang, vind, planter og forestillede landskaber klinger gennem programmet og inviterer os til at høre naturen ikke blot som baggrund, men som medspiller og ledsager.
Musikken dvæler til tider ved skønhed og leg; andre gange standser den op for at reflektere over tab og ansvar og sætter gennem stærke nyskrevne værker fokus på menneskets rolle i den aktuelle biodiversitetskrise — heriblandt i Declared Extinct, et helt nyt værk af den unge fransk/engelske komponist Heloise Werner, som er bestilt af Ars Nova og får sine første opførelser her. Men selvom der altså vil være tid til eftertanke og måske ligefrem sorg, skaber programmet først og fremmest rum for forundring, nysgerrighed og glæde: musik, der rasler, spirer, danser og ånder. Fra renæssancens polyfoni til Caroline Shaws vidtåbne klangverdener fejrer viriditas den vedvarende menneskelige trang til at lytte, at drage omsorg og at forestille sig nye måder at være i samklang med verden omkring os på.
***
DRØMMER OM / Koncert kl. 15:00
Venue: BANEGAARDEN / outdoor-scene
Kl. 15 kan du nyde søndagssol og drømmepop med mod og noget på hjertet i et omfavnende lydunivers. Bandet hedder Drømmer Om, og det er et relativt nyt navn på den danske indiescene.
Det er en dansksproget duo, der med en rå og rørende lyd, dybsindige tekster og en nærværende tilstedeværelse kaster lys på hverdagens indre landskaber og giver plads til fortvivlende tanker og ekstatiske følelser. Drømmer Om består af sanger, Caroline, og producer, Steffen, og bandet bevæger sig indenfor genren alternativ indiepop og blander hele tiden det organiske med det elektroniske og det drømmende lydunivers med tekster, der slår hårdt. Med en dragende og nuanceret vokal, der træder frem som et instrument i sig selv, og et eksperimenterende og omfavnende lydunivers åbner duoen døren ind til deres inderste – og lader publikum komme med helt derind, hvor det både gør lidt ondt og føles fuldstændig rigtigt.
***
THE ORGELHEIMERS / Koncert kl. 16:00
Venue: BANEGAARDEN / outdoor-scene
Ingen musikfest uden et band, der spiller surf, beats, grooves, jazz og soul! Velkommen på pladsen til the one & only Orgelheimers, som blander stilarterne godt sammen.
De er musikkens svar på tandsmør – bare med orgel. På en bund af trommer og guitar smører Orgelheimers et tykt lag orgel udover egne såvel som andres numre. Sidde-ned eller lyttekoncert bliver det nok ikke, når de spiller sig gennem en energisk buket af beslægtede rytmiske genrer.
// Se samlet SV Festival 2026-program: www.sv-festival.dk
Event Venue
Venues, places, streets & squares in South Harbour Area, DK 2450 Copenhagen, Denmark, Hørdumsgade 1, 2450 København SV, Danmark, Frederiksberg, Denmark











