Melody Gardot (US) // CJF 2022 - Venteliste

Sun Jul 10 2022 at 08:00 pm

DR Koncerthuset | Herlev

Melody Gardot
Publisher/HostMelody Gardot
Melody Gardot (US) \/\/ CJF 2022 - Venteliste
Advertisement
Den anmelderroste sangerinde Melody Gardot tjekker ind som hovednavn på Copenhagen Jazz Festival 2022 i DR Koncerthuset den 10. juli med nyt materiale og betagende nærvær.
Melody Gardot (US)
10. juli, kl. 20:00 – DR Koncerthuset
Koncerten er udsolgt / Skriv dig på venteliste her: www.drkoncerthuset.dk/event/melody-gardot-2
–––––––––––––––––––––––
Den 36-årige komponist, guitarist, pianist og sangerinde fra New Jersey er ikke som mange andre verdensstjerner. Hun er en både følsom og udtryksfuld sjæl – og en dybt personlig sangskriver, der har måttet kæmpe sig tilbage til livet gennem sin musik.
Gardots vej ind på musikscenen er veldokumenteret og skal ses i lyset af, at hun stadig kæmper med fysiske mén fra en cykelulykke, der skulle komme til at få voldsom indflydelse på hendes musikalske rejse. I en alder af 19-årig blev hun hårdt kvæstet, da hun blev ramt af en SUV. Hun var indlagt i over et år og kunne ikke spille klaver i en længere periode. I stedet lærte hun sig selv at spille guitar og begyndte at skrive musik. Gardot har kæmpet med nedsat førlighed og overfølsomhed for støj og lys i en årrække, men er i dag verdenskendt som en subtil og sofistikeret performer, som bliver sammenlignet med Nina Simone, Diana Krall og Norah Jones.
Melody Gardot er født i New Jersey, men beskriver sig selv som en “verdensborger” og har boet bl.a. i Portugal og Frankrig, hvor hun har suget til sig af den europæiske vokaltradition. Hun er lige nu aktuel med albummet “Sunset in the Blue”, der udkom under Corona-nedlukningen. Musikken er indspillet både i Europa og USA med producer Larry Klein samt arrangøren Vince Mendoza og indeholder ‘duetter’ med Sting og Ibrahim Maalouf.
· Musikalske milepæle
Melody Gardot fik sit store gennembrud med albummet “My One and Only Thrill”, som har solgt 1,5 millioner albums siden 2009. Albummet blev skabt i samarbejde med den Grammy-vindende producer Larry Klein, som især er kendt for sit mangeårige samarbejde med Joni Mitchell (med hvem han var gift og lavede “Both Sides Now”), Herbie Hancock, Tracy Chapman o.a.
I 2015 genoptog Melody Gardot og Larry Klein samarbejdet med albummet “Currency of Man”, der bliver beskrevet som en musikalsk og politisk milepæl og en transcenderende blanding af jazz, blues, pop og soul. Albummet samler storslåede arrangementer, elektriske instrumenter og Gardots yndefulde vokal og blev belønnet med seks stjerner af GAFFA: “Melody Gardot har lavet det, der kan gå hen og blive en klassiker.”
· Subtil og sofistikeret verdensstjerne
Gardot er blevet rost for sine betagende livekoncerter i hele verden og har udgivet en række livealbums, der dokumenterer hendes karisma og nærvær på en scene. GAFFA har blandt andet anmeldt Melody Gardots koncerter her i Danmark og rost den karismatiske amerikaner for sin “imponerende autoritet og raffinerede nonchalance.”
Nu er hun så aktuel med den anmelderroste Corona-udgivelse “Sunset in the Blue”, der har fået roser med på vejen af Downbeat og Jazz Journal som et passioneret og intelligent album med et tidløst potentiale og en subtil og sofistikeret blanding af fortid og nutid.

Melody Gardot gæstede sidst København som et af hovednavnene til den 40. udgave af Copenhagen Jazz Festival i 2018, og denne sommer er Copenhagen Jazz Festival, DR Koncerthuset og All Things Live stolte af igen at kunne præsentere én af de mest subtile og sofistiskerede stemmer i verdenseliten af moderne jazzvokalister.
Copenhagen Jazz Festival 2022 finder sted den 24. juni til 10. juli. Programmet offentliggøres løbende på jazz.dk
Advertisement

Event Venue & Nearby Stays

DR Koncerthuset, Herlev, Denmark

Tickets

Sharing is Caring: