Advertisement
Sted: Skrivekunstskolen, Godsbanen, Vogn 1, Aarhus CEntré: 40,- (MobilePay eller kontant i døren)
Litteraturen på Scenens store juleoplæsning er tilbage! Og vi har traditionen tro inviteret morgendagens debutanter, som vi glæder os til at præsentere.
I år med følgende oplæsere:
Marius Hedegaard Pliess
Jeg er opvokset tosproget (dansk/tysk) i København. Uddannet jurist fra Københavns Universitet og afslutter til december mit andet ophold som skriveelev på Testrup Højskole. Jeg er lyriker, aspirerende prosaist. Hovedsageligt har jeg gjort mig i kortsluttende knækprosa, eksempelvis i digt-projektet Inabit, omhandlende uvirkelighedsfølelse/angst/undren. Jeg er særligt inspireret af tanker om ordener (herunder kosmos og følelser), skæbner som en slags potentiale, men også meget andet! Jeg finder mening og glæde i mange forfattere, senest bl.a. Solvej Balle, Theis Ørntoft og Signe Gjessing.
Helene Franch
Jeg er uddannet fra Biskops Arnö Författarskola og litteraturvidenskab i København. I min skrift er jeg interesseret i at opholde mig ved det uforklarlige. Hemmeligheder. Låste døre. Skabe med sne. Jeg er inspireret af den gotiske genre og eventyr, herunder værker som Nattens gave, Islottet, Alice i Eventyrland og Aliide, Aliide. Flere af mine tekster er udgivet i tidsskrifter, blandt andet WeakPress, Sorg og Samfund og Kulturo. I sidstnævnte bidrager jeg, sammen med Oline Hyllested Madsen, med et uddrag af vores oversættelse af den svenske forfatter Mare Kandres debut I ett annat land.
Emilie Aagaard
Jeg er fireogtyve og er en del af det anti-elitære projekt Unge Danske Digtere. Jeg skriver som regel om ungdomsliv, der i højere grad leves i jobcenterregi og psykiatrien end i byen og på uddannelser. Jeg skriver nært og konkret, elsker kombinationen af humor og alvor og søger gerne at finde et spændingsfelt derimellem. Og så er jeg især inspireret af Tine Høeg, Anna Juul og Guldimund.
Jakob Komischke-Konnerup
Jeg er 27 år, bor i Aarhus og går på Talentskolens Forfatterlinje i Næstved. I øjeblikket skriver jeg noget længere prosa med opmærksomheden rettet mod udkantsdanmark, nærmere sagt det sønderjyske, hvor jeg kommer fra, og teksterne kredser om maskulinitet, eskapisme og flokmentalitet. Jeg er inspireret af mine og andres oplevelser fra min opvækst i en lille landsby, hvor regler og fordomme kommer til udtryk. Det er tekst, der er fyldt med humor, sorg, undren, barnlighed og ondskab.
Thomas Bentsen
Jeg er en 27-årig statskundskabsstuderende med hang til te og stueplanter, der har boet i Aarhus hele mit liv. Jeg skriver digte om at være menneske med et fysisk handicap. Det handler om at leve i spændingsfeltet mellem afmagt, sorg og absurditet, men også om at finde plads til det komiske, og til den kærlighed til livet, der kræver sin plads på trods.
Elias Strandby Henriksen
Jeg er digter og elev på Talentskolens Forfatterlinje. Jeg er optaget forholdet mellem indre og ydre, af grænser for sproglige ytringer. Jeg tænker på en raddering af M.S Escher, hvor en flok myrer ses kravle rundt på et möbousbåndsformet metalgitter. Alle læsere bør være myrer, kravle arbejdsomt rundt i den endeløse tekst, som verden for litteraturen er.
Arrangementet er støttet af Aarhus Kommune
Advertisement
Event Venue & Nearby Stays
Skrivekunstskolen, Kjeld Tolstrups Gade 3,Aarhus, Denmark, Arhus