Advertisement
De voksne børn tager livtag med deres fædre. Én forsøger kærligt at forstå en fraværende far, mens en anden skildrer et benhårdt sammenstød. Der gøres op med de fraværende fædre, mens litteraturens nye fædre går på barsel.For hvordan bliver man far på en anden måde end sin egen far? Hvilken rolle spiller farskikkelsen i samfundet og litteraturen? Og hvorfor bliver faderopgør ved med at være et påtrængende emne i kultur og samfund? Det dykker Weekendavisens litteraturredaktør, David Jacobsen Turner, ned i, når han sammen med fire nordiske topforfattere udforsker litterære daddy issues.
Oplev årets vinder af Nordisk Råds litteraturpris, Niels Fredrik Dahl, når han besøger os fra Norge for at blive interviewet om sin anmelderroste vinderroman, Fars ryg. Hør Glenn Bech læse op af sin sensationelle debutroman, Farskibet, og bliv klogere på det komplicerede forhold mellem fædre og deres sønner, når Daniel Dalgaard og Kaspar Bonnén samtaler om deres respektive far-bøger, Vulkanø og Bag om min far.
OM FORFATTERNE:
Daniel Dalgaard (f. 1987) dimitterede fra Forfatterskolen i 2011 og debuterede med digtsamlingen Vi er ikke konger i 2013. Siden har han udgivet både digtsamlinger og romaner. I alle Dalgaards bøger lurer samfundskritikken mere eller mindre tydeligt under overfladen, og menneskets psykologiske afgrunde berøres med spidsen af en fod. I 2024 udkom forfatterens anden roman, Vulkanø, der er en fortælling om den familie, man får – og den, man kommer fra.
Glenn Bech (f. 1991) er en dansk forfatter, psykolog og samfundsdebattør, uddannet fra Forfatterskolen i 2019. Bechs forfatterskab kredser om misogyni, homofobi og sexisme og retter en skarp kritik mod den københavnske kulturelite og dens manglende kendskab til andre klasser og miljøer. Bech debuterede i 2021 med den prisbelønnede selvbiografiske roman Farskibet, et rasende og brutalt vidnesbyrd om alt det, der fulgte efter faderens selvmord.
Kaspar Bonnén (f. 1968) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1999, og hans kunstneriske virke har siden da omfattet malerier, installationer, skulpturer og tekster – ofte med afsæt i kunstnerens privatliv. Bonnén har derudover også udgivet flere anmelderroste bøger, senest digtsamlingen Bag om min far, der både fungerer som et hårdt portræt af faderen – en dominerende, fraværende far og anerkendt kunstner – og som et rørende selvportræt.
Niels Fredrik Dahl (f. 1957) er norsk forfatter og har i sit lange forfatterskab udgivet en lang række romaner, digtsamlinger og skuespil, der ofte knytter sig tæt sammen med en vedholdende interesse for ensomhed og alt det, vi arver fra vores forældre. Senest har han skrevet Fars Ryg, der skildrer en ung mands forsøg på at leve i en verden, han ikke forstår, men alligevel kæmper for at blive en del af – og en voksen søns forsoning med, hvem faren var og blev. I 2024 modtog han Nordisk Råds litteraturpris for værket.
Torsdag den 27. februar 2025 kl. 19.00-21.00. Dørene åbner kl. 18.30.
Berlingske Media, Pilestræde 34, 1147 Kbh K.
Advertisement
Event Venue & Nearby Stays
Pilestræde 34, 1112 København K, Danmark, Pilestræde 34, 1112 København K, Danmark,Copenhagen, Copenhagen , Denmark
Tickets