Advertisement
Velkommen til fernisering:
Michael Würtz Overbeck: IN THE BLIND SPOT OF THE SUN
3. oktober – 15. november 2025
Formation Gallery er stolte af at præsentere Michael Würtz Overbecks anden soloudstilling på galleriet, IN THE BLIND SPOT OF THE SUN. Udstillingen er en dybt personlig undersøgelse af depression, angst, sårbarhed og længslen efter livsmod – men samtidig også et håb om livsglæde, om kærligheden til én selv og om at ville livet.
Med udstillingen ønsker Overbeck at skabe et refleksionsrum, hvor mørket og livets skrøbelige sider kan blive et springbræt til erkendelse, skønhed og forbundethed. Med sin egen erfaring som katalysator inviterer kunstneren beskueren ind i en verden, hvor smerten og det tunge sameksisterer med håbet om lys og fornyelse.
Udstillingen præsenterer en række nye værker, hvor Overbeck forener sine minutiøse blyantstegninger med skulpturelle objekter og installationer. Han bevæger sig samtidig ud i nye materialemæssige og tekniske felter: fotofremkaldt afmaskning, gravering på messing, magnetisk omrøring og mikroskopisk printet tekst er blandt de greb, der udvider værkernes visuelle og sanselige register.
Et centralt værk er triptykonet IN THE INTERIM OF BIRTH AND DEATH (2023), der med tre tegninger kredser om livets yderpunkter: fødsel og død – og det banale, men alligevel altomfattende, liv, der udfolder sig mellem dem. På et betonpodie tikker et fastlåst ur i STOP ALL THE CLOCKS (2024), hvor tiden synes at gå i stå i det øjeblik, hvor livet slår revner og erfaringerne ændrer os for altid.
Også sårbarheden og selvets indre kampe træder frem. I værket YOU WILL NEVER FULLY KNOW ME (2025) afspejles et fragmenteret selvportræt i spejle, hvor kun små udsnit af kunstnerens ansigt afsløres – en undersøgelse af, hvad vi viser, og hvad vi skjuler.
Med ANGST (2025) og DEPRESSION (2025) gives en rå og direkte form til mentale tilstande, der kan lamme og opsluge. Og i kontrast hertil findes værker som NOTE TO SELF (2025), en næsten usynlig besked til én selv, der minder om værdien af selvkærlighed og mod til livet.
Titlen IN THE BLIND SPOT OF THE SUN peger på depressionens væsen – en oplevelse af at være afskåret fra solens lys og livets kraft. Alligevel er solen, repræsenteret i værket SUN (2025), altid til stede: en gravering på messing, placeret bag et mørkt gummiforhæng i galleriets vindue, hvorfra den kan skimtes som et symbol på håbet, der aldrig helt forsvinder.
Med denne udstilling fortsætter Michael Würtz Overbeck sin vedholdende udforskning af livets skrøbelighed, samtidig med at han åbner nye veje ind i en materialemæssig og eksistentiel undersøgelse af menneskets vilkår.
Michael Würtz Overbeck (f.1982) bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2010 og har blandt andet tidligere udstillet på Kunsthal Aarhus, OK Corral, Mohs Exhibit, C4projects, Overgaden, KH7, Spanien19C, Møstings Hus og Kvadrat16 og senest Den Frie Udstillingsbygning i Danmark. Derudover har han udstillet på Rom8 i Bergen, Contemporary Image Collective i Cairo og The National Museum of Art (MUNAL) i Mexico City. Han modtog Statens Kunstfonds præmiering for soloudstillingerne The Reminiscences of what once was i 2016 og In the interim of being and the void i 2014.
Velkommen til fernisering. Alle er velkomne, kunstneren vil være til stede og baren er åben.
Advertisement
Event Venue & Nearby Stays
Gasværksvej 9, Copenhagen, Gasværksvej 9, 1656 København V, Danmark, Copenhagen , Denmark