Digte & Lyd vol. 8 - VEGA

Sun Oct 03 2021 at 07:00 pm to 11:00 pm

VEGA | Copenhagen

VEGA
Publisher/HostVEGA
Digte & Lyd vol. 8 - VEGA
Advertisement
Sprog-perler på en snor til Digte & Lyd vol. 8
Døre: 18.00
Koncertstart: 19.00
Billetpris: 275kr. + gebyr
Den 3. oktober svæver farverige sprogblomster og atmosfæriske toner rundt i Store VEGA, når Stine Pilgaard, Kaspar Colling Nielsen & Crush Strings Collective, Jeanett Albeck fortolker Suzanne Brøgger samt Tine Høeg og Simon Brinck åbner døren til et magisk lyrisk rum.
Ottende udgave af vores succesfulde signaturarrangement Digte & Lyd bringer nogle af tidens mest eftertragtede forfattere ind i et nyt univers, hvor publikum i salen får mulighed for at opleve litteratur og digte fremført i helt nye formater og udtryk.
Digte & Lyd har over årene vokset sig til en kæmpemæssig publikumssucces, hvor litteratur og lyrikinteresserede publikummer i alle aldre kan læne sig tilbage og opleve store højder i dansk lyrik og litteratur tilsat lyd og musik.
Ane Cortzen er traditionen tro vært til arrangementet og guider publikum igennem aftenen med interviews og præsentationer af de medvirkende.

Jeanett Albeck fortolker Suzanne Brøgger - Performancekoncerten BRØGGER
Suzanne Brøggers ord får scenisk liv og forvandles til balkanbeats, punk og electronica i performancekoncerten BRØGGER.
Til Digte og Lyd vol. 8 får hendes ikoniske værker en ny dimension, når kunstner, skuespiller og komponist Jeanett Albeck, kendt fra kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, fortolker Brøggers tekster og forvandler hendes ord til et musikalsk univers. Publikum suges ind i en verden, der spejler forfatterens skarpsindige, dristige, sansende fortællerstemme. På humoristisk og umiddelbar vis tager BRØGGER fat i livets store eksistentielle temaer.
Ligesom Suzanne Brøgger er soundtracket til BRØGGER fuld af modsætninger. Lyduniverset byder på et væld af genrer, der bevæger sig fra det skrøbelige til det højt pulserende. Gennem tiderne har Brøgger forarget, inspireret og provokeret. Hun har været et forbillede for tusindvis af læsere verden over, som har beundret forfatteren for modet til at gå imod strømmen og finde sin egen vej i livet.
Stine Pilgaard
Sidste år udgav Stine Pilgaard sin tredje roman Meter i Sekundet, der skabte en massiv hype omkring den århusianske forfatter og høstede et hav af stjerner. Med Meter i Sekundet demonstrerer Stine Pilgaard sit enestående talent for at kombinere humor og hverdagsliv i en gribende og vedkommende fortælling om livet i Vestjylland. Hun debuterede i 2012 med romanen Min mor siger, der blev præmieret af Statens Kunstfond, nomineret til DR Romanprisen og fik debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.
Kasper Colling Nielsen& Crush String Collective
Crush String Collective er et eksperimenterende strygerkollektiv, der tager lytteren med ind i en pludselig forelskelse i strygeinstrumenternes sarte og levende klang. De skaber musik der strækker sig fra den storslåede klang af et strygeorkester til atmosfærer af små lyde af træ og strenge, som møder bue og hår.
Kaspar Colling Nielsen har på meget få år slået igennem som værende en af de mest originale og opfindsomme forfattere i Danmark. Han debuterede i 2010 med bogen: Mount København, som vandt Debutantprisen og en præmiering af Statens Kunstfond og Politikens I-Byen pris.
Til Digte & Lyd er det første gang, at ensemblet arbejder sammen med Kaspar Colling Nielsen om oplæsning med musik. Kaspar Colling Nielsen er en eminent oplæser og hans stemme kommer til at møde strygerne i en spændende audiopoetisk performance, hvor Kaspar Colling Nielsen tager tekststykker med fra sin kommende bog, Frelseren fra Hvidovre.
Tine Høeg og Simon Brinck
Tine Høeg og musiker Simon Brinck slår talenterne sammen og fremfører tekst fra Tine Høegs anmelderroste roman Tour de chambre med forelskelsen som rød tråd. Høeg og Brinck skaber et musikalsk heartbreak tilsat guitar, oplæsning og nærvær. Høeg vandt Bogforums Debutantpris i 2017 for Nye rejsende og har i 2020 modtaget bibliotekernes Edvard P-pris for sit forfatterskab.
Deniz Kiy
Den 26-årige forfatter Deniz Kiy debuterede i år med digtsamlingen BLÅ ØJE (türkü). Med Kiys egne ord udspringer hans digte af omsorg for sig selv og sin familie. Digtsamlingen er et syngende sorgskrift, en fortælling om hvordan traumatiske erindringer nedarves gennem generationer.
Deniz Kiy skriver med en personlig stemme, og det lyriske jeg bevæger sig mellem personlige og almenmenneskelige erfaringer i en letflydende digtform, der binder digtenes forskellige sprog og rum sammen.
Advertisement

Event Venue & Nearby Stays

VEGA, Enghavevej 40, Copenhagen, Denmark

Tickets

Sharing is Caring: